Udviklingsfonden Sjælland, som SJF Bank og Andel står bag, er nu stiftet. Med en ny-udpeget direktør sættes der nu fart på fondens arbejde, så den kan være med til at skabe udvikling, vækst og forandring på Sjælland og øerne.
– Der er vind i sejlene på Sjælland lige nu. Vi har stigende tilflytning, massiv erhvervsmæssig vækst i Kalundborg, og med en kommende fast Femern-forbindelse, som placerer Sjælland og øerne centralt i den europæiske infrastruktur, er potentialet voksende. Det momentum skal vi udnytte, og det er formålet med Udviklingsfonden Sjælland, siger udviklingsdirektør i SJF Bank, Søren Kjærsgaard.
Energi- og fibernetkoncernen Andel er gået med i Udviklingsfonden Sjælland for at bidrage til vækst, lokal udvikling og grøn omstilling på Sjælland.
– Vi stolte over, at vi sammen med SJF Bank har skabt Udviklingsfonden Sjælland, som skal hjælpe til med at omsætte de mange gode muligheder for positive forandringer på Sjælland og øerne. Vi ser blandt andet et stort potentiale i en omstilling af erhvervslivets energiforbrug – ikke mindst via en stigende elektrificering – som både vil kunne skabe værdi lokalt og rykke os tættere på en grønnere fremtid, udtaler strategichef i Andel Nicolai Zarganis.
Udviklingsfonden Sjælland har udpeget Stefan Poulsen som direktør. Stefan Poulsen kommer fra en stilling i Erhvervshus Sjælland, og har til opgave at igangsætte fonden og få den i drift over de kommende måneder.
– Jeg har arbejdet mere end 15 år med det sjællandske erhvervsliv fra flere sider. Og aldrig har vi haft så gode muligheder som lige nu. Udviklingsfonden Sjælland skal være med til at indfri potentialerne, og det glæder jeg mig rigtig meget til at lykkes med sammen med de mange dygtige aktører, der allerede er i gang, udtaler direktør i Udviklingsfonden Sjælland Stefan Poulsen.
Udviklingsfonden Sjælland vil skabe vækst og udvikling, som kan mærkes både lokalt, regionalt og nationalt.
– Arbejdspladser i din nabokommune er også en mulighed for dig. Vi skal blive bedre til at tænke Sjælland og øerne som en helhed. Hovedstaden er et stort aktiv for vores område, og vi skal have spredt den udvikling ud. Men vi skal også selv skabe styrkepositioner, og der står vi med bedre kort end nogensinde før med både en kommende Femern-forbindelse, et Biosolutions område i vækst og en grøn omstilling, som også rummer en række muligheder, udtaler Stefan Poulsen.
Fonden har i udgangspunktet fokus på erhvervsudvikling, grøn omstilling, turisme og uddannelse. SJF Bank og Andel har hver afsat 5 mio. kr. til udviklingsfonden.
Fakta
Udviklingsfonden Sjælland er stiftet af Andel og SJF Bank med det formål at skabe forandringer på Sjælland og øerne, som kan mærkes. Fonden arbejder altid i partnerskaber og har særligt fokus på erhvervsudvikling, grøn omstilling, turisme og uddannelse.
Kontakt
Søren Kjærsgaard, udviklingsdirektør SJF Bank, skr@sjfbank.dk, 6119 6612
Nicolai Zaganis, strategichef Andel, niz@andel.dk, 2361 7565
Stefan Poulsen, direktør Udviklingsfonden Sjælland, sp@ufsj.dk, 3160 2040